Giraffer er en af de sidste af mange plakater, som Poul Jørgensen (1882-1941) over en lang årrække tegnede for Zoologisk Have i København.
Plakaten viser den nye generation af giraffer, som i sommeren 1939 var en af havens hovedattraktioner.
Billedets beskæring giver betragteren indtryk af, at man ved at besøge Zoologisk Have kan komme helt tæt på disse smukke, særprægede dyr.
Zoologisk Have i København har en særlig tradition for plakater. Haven er grundlagt i 1859, og den ældste bevarede plakat i Zoologisk Haves samling er fra 1874.
Men først omkring 1900 begyndte man i større omfang at bruge plakater af tidens fremtrædende plakatkunstnere som effektfuldt, visuelt kommunikationsmiddel for at gøre opmærksom på havens nytilkomne dyr og attraktioner.
(Kilde: Lars Dybdahl, Zoologisk Haves plakater, Dyrebar. Zoologisk Have og kunstnerne, 2002, s. 148-155)